Nyheder & Presse
  • Efter 25 år med airbags indtager Volvo en førerposition

    18-10-2012
    Den første airbagudstyrede Volvo-bil forlod samlebåndet i 1987. Siden har svenskerne barslet med adskillige verdensnyheder på området. Volvo var først med den sædemonterede sideairbag og det oppustelige sidebeskyttelsesgardin Inflatable Curtain, og tidligere i år blev teknologiens 25 års jubilæum fejret med introduktionen af en banebrydende fodgængerairbag i den helt nye Volvo V40.

    "Det er første gang, airbagteknologi bliver brugt til at hjælpe med at beskytte bløde trafikanter uden for bilen, i dette tilfælde fodgængere," siger Lennart Johansson, chef for interiørsikkerhed hos Volvo Car Corporation.

    Lennart Johansson, som tog del i pionerarbejdet i 1980'erne siger videre: "Fordelene ved den moderne airbagteknologi er, at den fylder meget lidt og alligevel er med til at give en god beskyttelse, samtidig med at airbaggenes ydelse kan optimeres til de kørende og kollisionssituationen. Når vi opdager et behov for yderligere beskyttelse, søger vi imidlertid altid efter en samlet sikkerhedsløsning, og her er airbags ét led, der tillige kan kombineres med andre tiltag". Et andet eksempel i den helt nye Volvo V40 er den nye knæairbag, der er udviklet, så den fordeler belastningen på den nederste del af førerens krop i en frontkollision.

    Standardudstyr
    Airbags har været standardudstyr i alle biler i adskillige år, men til at begynde med skabte både teknologien og dens pålidelighed heftig debat. Dengang var mange af disse betænkeligheder særdeles velbegrundede.

    "Det er let nok at udløse en airbag, men at udløse den i præcis det rette øjeblik er ikke så let. I de senere år har der været fokus på timing og oppustningsgrad, og i moderne airbagteknologi kan oppustningsgraden tilpasses efter kollisionskræfterne," forklarer Lennart Johansson.

    Brugen af sofistikerede radar- og kamerasystemer i nyere biler baner vej for, at passive sikkerhedssystemer om nødvendigt kan aktiveres, allerede inden en kollision indtræffer.

    Startede i 1950'erne
    Et kig i bakspejlet viser, at de første airbagløsninger dukkede op i begyndelsen af 1950'erne. Teknologien var dog langt fra moden. Et patent fra 1955 beskriver et system, der minder om det, vi ser i dag, men med den væsentlige forskel, at føreren selv skulle udløse airbaggen ved at trykke på en knap. En anden tidlig debat fokuserede på brugen af en pyroteknisk ladning til at fylde airbaggen med gas.

    I 1984 satte et kontroversielt lovforslag i USA gang i udviklingen af airbags. Med fokus på den risiko, der var ved ikke at anvende sikkerhedssele, stipulerede lovforslaget, at inden for tre år skulle nye biler være forsynet med passive sikkerhedsanordninger, der ikke skulle aktiveres af de kørende selv.

    Airbag og sikkerhedssele
    Mange anså hurtigt airbaggen som den bedste løsning, og nogle mente endda, at den kunne erstatte trepunkts-sikkerhedsselen, som Volvo havde opfundet i 1959.

    Volvo argumenterede imidlertid for, at man fik den bedste sikkerhed ved at integrere både sikkerhedsseler og airbags.

    "Flere airbags forbedrer ikke nødvendigvis den samlede sikkerhed. Det er vigtigt at betragte airbaggen som en del af en systematisk tilgang, hvor bilens struktur, sikkerhedsselerne, airbaggene og andre detaljer som f.eks. ratstammen er fælles om at sikre optimal absorption af kollisionskræfterne i et uheld," kommenterer Lennart Johansson.

    Verdensnyheder inden for beskyttelse ved sidekollisioner
    Først i 1990'erne blev airbaggen standardudstyr i Volvo 850, og i 1994 bragte Volvo teknologien videre med introduktionen af en sideairbag, indbygget i sædets ryglæn, hvor den hjælper med at beskytte den kørendes brystkasse i en sidekollision.

    "Vi tog et kæmpeskridt fremad, da sideairbaggen blev en del af vores patenterede Side Impact Protection System, som er integreret i bilens karrosseri," siger Lennart Johansson.

    Samtidig var det allerede tid til den næste verdensnyhed fra Volvo - Inflatable Curtain (IC).

    Udvidet Inflatable Curtain
    IC er udviklet til at beskytte hovedet bedre på passagererne i begge forsæder samt på bagsædets yderste pladser i en sidekollision. I nogle bilmodeller hjælper systemet også med at beskytte de kørende, hvis bilen ruller rundt.

    Den tagmonterede udgave af IC, som blev introduceret samtidig med den nye S80 i 1998, er standardudstyr på alle Volvo-modeller med undtagelse af C70. Cabrioleten C70 er i stedet forsynet med dørmonterede beskyttelsesgardiner, som udløses opad i en sidekollision, hvor de forbliver oppustede og beskytter, hvis bilen ruller rundt. Volvo har udviklet denne teknologi yderligere ved at udvide gardinet, så det også beskytter bedre i offset kollisioner, og hvis der sidder børn på bagsædet.

    Stadig vigtig
    Airbagteknologien har forandret sig meget, siden den blev introduceret for 25 år siden - og Volvo har spillet en af hovedrollerne i processen.

    "Airbaggens ydelse er forbedret væsentligt. Den teknologi, vi råder over i dag, er langt mere tilpasset til kollisionssekvenserne og den måde de kørende påvirkes af kollisionskræfterne på. Efter 25 år er optimering af airbagteknologien en vigtig del af vores mål om at bygge de sikreste biler i verden," slutter Lennart Johansson.
    Den første airbagudstyrede Volvo-bil forlod samlebåndet i 1987. Siden har svenskerne barslet med adskillige verdensnyheder på området.
    Tilbage