Nyheder & Presse
  • Volvo satser på elektricitet – bygger testflåde af el-biler

    23-12-2009
    På biludstillingen i Detroit præsenterer Volvo Cars en batteridrevet C30, der kan køre 150 kilometer på en opladning


    På biludstillingen i Detroit præsenterer Volvo Cars en batteridrevet C30, der kan køre 150 kilometer på en opladning. Næste trin er at bygge en testflåde bestående af mindst 50 el-drevne Volvo C30. Tanken er, at bilerne skal testes i normal trafik fra 2011.

    I september 2009 præsenterede Volvo en el-bil som prototype. Med den C30, der bliver udstillet i Detroit, er  svenskerne gået et skridt videre i udviklingsprocessen med komplet interiør, fuld instrumentering og en udvidet batteripakke.

    "Den første prototype hjalp os med at identificere de primære teknologiske udfordringer såsom batteripakke og sikkerhedsspørgsmål. Vi har arbejdet med disse ting uden at gøre C30 mindre cool og sjov at køre, og jeg er meget glad for resultatet. Den C30 i el-version, vi viser i Detroit, er et mere fuldendt produkt," siger Lennart Stegland, direktør for Volvo Cars Special Vehicles.

    Næste trin i 2010 er fabriksbygget serieproduktion i begrænset antal. For at give Volvo værdifuld viden skal udvalgte brugere køre testflåden i en to årig prøveperiode. Og der er ikke bare tale om teknisk viden, men også adfærdsmæssig. De svenske energimyndigheder støtter projektet med 150 millioner svenske kroner.

    Værdifulde data
    En rent el-drevet bil har en anden karakter end en bil med forbrændingsmotor. Nu får eksperterne hos Volvo lejlighed til at studere, hvordan brugerne håndterer forskellene.
    "Data fra vores testflåde bliver værdifulde bidrag til Volvo's udvikling af el-biler, og kommer også til at give vigtigt input til dem, der arbejder med planlægning af infrastruktur. Samtidig skal de være med til at vise hvilke serviceydelser, der er nødvendige, hvis genopladelige biler skal blive det mest attraktive valg i fremtiden," siger Lennart Stegland.

    Nye instrumenter og grafik
    C30 i el-version ligner en almindelig C30 og er lige så sikker, komfortabel og rummelig som standardbilen. Indvendig er den mest iøjnefaldende forskel de nye instrumenter. De er smarte og brugervenlige og viser i princippet kun hastighed og energiforbrug. Men de har også en række nye symboler såsom en måler, der viser hvor meget strøm, der er tilbage på batteriet, og andre informationer, der er relevante for denne type bil.

    Køreoplevelsen er anderledes end i en almindelig bil. Den elektriske C30 har ingen gear, og motorkraften leveres glidende, så fuld motorkraft er til rådighed umiddelbart.
    "At rulle af sted stort set lydløst er en helt speciel oplevelse. Vi skal bruge lidt tid på at finde frem til et transmissionssystem, der er både komfortabelt og sikkert for føreren at håndtere samtidig med, at det udnytter batterikapaciteten optimalt ved forskellige hastigheder," forklarer Lennart Stegland.

    Sjov som en almindelig C30 – men uden udledninger
    En elektrisk motor bruger kun cirka en fjerdedel så meget energi som en motor, der kører på fossile brændstoffer. Denne overlegne energieffektivitet kan komme til at betyde, at interessen for el-biler vokser i takt med, at brændstofpriserne stiger, og kravene om lave CO2 udledninger bliver skærpet.

    Den Volvo C30, der bliver vist i Detroit, drives af lithium-ion batterier, som kan oplades enten i en almindelig stikkontakt i hjemmet eller i særlige ladestationer. Det tager cirka otte timer at lade batteriet helt op. Hvis bilen oplades med bæredygtig elektricitet, kan udledningen af CO2 blive næsten nul i det, man kan kalde et  vugge til grav perspektiv. Tophastigheden med en fuldt opladet batteripakke er omkring 130 km/timen, acceleration fra 0 til 100 km klares på 10,5 sekunder, og bilens rækkevidde er 150 km, hvilket dækker det daglige transportbehov hos over 90 procent af de europæiske bilister.

    Sikker som de andre Volvo'er
    El-motoren er placeret under motorhjelmen, mens batterierne (24 kW) er installeret i kardantunnellen og der, hvor brændstoftanken normalt er placeret. Begge placeringer befinder sig uden for bilens optimale deformationszone ved de mest almindelige kollisionstyper.

    "Batterierne er godt indkapslede, og strukturen rundt om dem forstærket. Når vi ønsker at bygge de sikreste biler i verden, repræsenterer el-biler en spændende udfordring. En el-drevet Volvo skal være lige så sikker som alle andre Volvo'er, og de samme standarder skal gælde for ejerskab, køreegenskaber og beskyttelse ved uheld," siger Thomas Broberg, Senior Safety Advisor hos Volvo Cars.

    Markedet for el-drift
    Når det gælder rent el-drevne biler er der adskillige faktorer, der afgør, hvor stor udbredelse de kommer til at få i fremtiden. "Forbrugerne skal føle, at denne type bil er attraktiv både at køre og eje. Det er derfor, el-biler er nødt til at være lige så komfortable og sikre og skal kunne yde det samme som biler med andre drivkilder," forklarer Paul Gustavsson, direktør for Electrification Strategy hos Volvo Cars.
    "Vi tror på denne teknologi, og meningen med vores tests er at vise, at el-biler har et betragteligt markedspotentiale. Det er bare ikke nok at kunne tilbyde en attraktiv bil. Der skal også et system af subsidier til, hvis el-bilens dyre batteriteknologi skal være økonomisk realistisk for bilkøberne. Vi håber, at myndighederne og resten af samfundet slutter sig til "DRIVe Towards Zero", som er Volvo's vision om nul emissioner", slutter Paul Gustavsson.

    Tekniske specifikationer – elektrisk C30
    Bilmodel: Volvo C30 – fire personers
    Motor: El-motor, 40/82 kW
    Ydelse: 82 kW, 111 hk
    Acceleration: 0-100 km/t 10,5 sekunder
    Opladningstid: Via almindelig stikkontakt, 230 V, 16 ampere: < 8 timer
    Rækkevidde: 150 km (NEDC cyklus)
    Batterienergi, indhold: 24 kW nominel energi, heraf 22,7 kW til drift af bilen
    Batterivægt: 280 kg
    CO2 udledning (afgangsrør): Ingen


    På biludstillingen i Detroit præsenterer Volvo Cars en batteridrevet C30, der kan køre 150 kilometer på en opladning.
    Tilbage