Nyheder & Presse
  • Volvo undersøger trådløs opladning af el-biler

    24-10-2013
    Volvo har medvirket i et avanceret forskningsprojekt, hvis formål var at undersøge mulighederne for induktiv – trådløs - opladning af el-biler. Resultaterne viser, at overføring af energi via et elektromagnetisk felt går en lovende fremtid i møde.

    ”Induktiv opladning har stort potentiale. Trådløs teknologi er en komfortabel, effektiv og tillige sikker måde at overføre energi på,” siger Lennart Stegland, Vice President, Electric Propulsion System hos Volvo Car Group. Stegland siger videre: ”Der findes endnu ikke en fælles standard for induktiv opladning. Vi forsker videre og vurderer, om teknologien kan bruges i vores hybrid- og el-bilsprojekter”.

    Trådløs opladning
    Induktiv opladning anvender et elektromagnetisk felt i stedet for et kabel til at overføre energi mellem to objekter. En induktionsspole genererer et vekslende elektromagnetisk felt fra en opladnings-basisstation. En anden induktionsspole i den bærbare enhed samler strømmen op fra det elektromagnetiske felt og omdanner den til elektrisk energi, der oplader batteriet. Denne teknologi er almindelig i elektriske husholdningsapparater som f.eks. en el-tandbørste, men kan endnu ikke fås til el-biler.

    ”Med induktiv opladning placerer man simpelthen bilen over en ladeenhed, hvorefter opladningen begynder automatisk. Vi tror, det er en af de faktorer, der kan få flere bilister til at søge over i de el-drevne køretøjer,” fortsætter Lennart Stegland.

    Forskning i Flandern
    Initiativet til det netop afsluttede forskningsprojekt, som omfattede induktiv opladning til biler og busser, kom fra Flanders’ Drive, et videncenter for bilindustrien beliggende i Flandern, Belgien. Projektet havde deltagelse af en række virksomheder, bl.a. Volvo Car Group, Bombardier Transportation og busproducenten Van Hool. Projektet var delvis støttet af den flamske regering. Volvo stillede bil til rådighed for projektet – en Volvo C30 Electric med en ydelse på 89 kW (120 hk).

    ”De gennemførte test viste, at det tager cirka 2,5 time at oplade vores C30 Electric uden et strømkabel. Sideløbende har vi forsket i langsom og almindelig opladning sammen med Inverto, som også deltog i projektet,” siger Lennart Stegland.

    Volvo har fokus på el-drift
    Volvo Cars’ ambitiøse strategi for el-driftsområdet har også udmøntet sig i introduktionen af den hurtigt-sælgende Volvo V60 Plug-in Hybrid, som blev sat i serieproduktion i 2012.

    Den svensk baserede virksomhed har igangsat et strategisk samarbejde med Siemens med henblik på udvikling af teknologi til el-drift, elektronik og opladningsteknologi såvel som integration af disse systemer i el-drevne køretøjer.
    Volvo har medvirket i et avanceret forskningsprojekt, hvis formål var at undersøge mulighederne for induktiv – trådløs - opladning af el-biler. Resultaterne viser, at overføring af energi via et elektromagnetisk felt går en lovende fremtid i møde.
    Tilbage