Nyheder & Presse
  • ”Roam Delivery” - nyt banebrydende pilotprojekt fra Volvo

    20-02-2014
    Få varer, du køber online, leveret til din bil. Volvo viser noget af det, der er muligt når biler har adgang til cloudbaserede tjenester via ejerens smartphone.

    · Med digitale nøgler kan man bruge sin bil som afhentnings- og afleveringssted
    · Sidste år havde 60 procent af kunder, der handlede online, problemer med at få deres varer leveret
    · På verdensplan koster det branchen omkring 1 milliard dollars, at det ikke lykkes at aflevere bestilte varer første gang, så de skal fremsendes igen

    Med en teknologi, der er banebrydende inden for bilbranchen, viser Volvo verdens første levering af fødevarer til bilen – en ny form for ”Roam Delivery” service. Servicen, som bliver vist på Mobile World Congress i Barcelona, gør det muligt for kunder at få online-indkøb leveret til deres bil, uanset hvor de selv befinder sig.

    Volvo’s nye, digitale nøgleteknologi betyder, at en bilejer kan vælge at få varer leveret til sin bil, når han/hun handler online. Via en smartphone eller en tablet får ejeren besked om, hvornår leverandøren ønsker at aflevere eller afhente varer i bilen.

    Når kunden har accepteret leverancen, afleverer han/hun en digital nøgle og kan derefter holde øje med, hvornår bilen bliver åbnet og låst igen. Når aflevering eller afhentning har fundet sted, ophører den digitale nøgle med at eksistere. Systemet bygger på den telematiske app Volvo On Call, som bl.a. gør det muligt via ejerens smartphone at opvarme eller afkøle bilen, ligesom man kan se, hvor bilen befinder sig og tjekke brændstofmængden.

    Teknologien blev forhåndstestet af 100 personer, hvoraf 86 % var enige i, at ”Roam Delivery” er tidsbesparende. De første test af konceptet viser, at den innovative brug af digitale nøgler foruden at være tids- og omkostningsbesparende også mindsker miljøpåvirkningen.

    Med cloudbaserede tjenester som ”Roam Delivery” bliver biler i fremtiden meget mere end blot transportmidler. Tidligere i år lancerede Volvo Sensus Connect, en integreret navigations- og infotainmentoplevelse. Volvo Cars’ strategiske samarbejde med Ericsson bygger videre på tanken om netværkssamfundet, og de to svenske virksomheder forudser at køreoplevelsen bliver revolutioneret de kommende år i takt med, at der bliver udviklet flere cloudbaserede tjenester, som gør kundernes hverdagsliv lettere.

    Sparer tid og mindsker stress
    Sidste år havde 60% af kunder, der handlede online, problemer med at få deres varer leveret. Undersøgelser viser, at mennesker over hele verden føler sig stadigt mere stressede i dagligdagen. I en rapport fra Future Foundation viste svarene fra alle lande en stigning i perioden fra 2010 til 2011, når deltagerne svarede på ”Jeg er ofte under tidspres til hverdag”.

    Selv om online-handel er stigende, har undersøgelser vist, at over halvdelen af kunderne ikke er hjemme til at modtage de varer, de køber, og når varerne ikke kan afleveres, fører det til yderligere besvær og spild af tid.

    Levering direkte til bilen er et eksempel på, hvordan Volvo arbejder med det potentiale der er i at gøre kundernes hverdag lettere, når biler har adgang til cloudbaserede tjenester. Pilotprogrammet har samtidig afsløret, at 92 % af deltagerne fandt det mere bekvemt at få varer leveret til deres bil end på hjemadressen.

    Nye muligheder for at levere, hvor kunderne befinder sig – ikke på adresser
    ”Ved at lave bilen om til et afhentnings- eller afleveringssted ved hjælp af digitale nøgler har vi løst en række problemer, fordi det bliver muligt at levere varer til personer, ikke på adresser. Deltagerne i testen indikerede da også, at den form for service var klart tidsbesparende. Samtidig var den værdifuld for de virksomheder, der leverede varerne, fordi mislykkede førstegangsleverancer koster branchen omkring 1 milliard dollars til nyleverancer. Vi arbejder videre med teknologien omkring digitale nøgler og de kundefordele, der er forbundet med den,” siger Klas Bendrik, Group CIO hos Volvo Car Group.

    ”Det handler om at finde frem til løsninger, der er intuitive og lette at bruge, og som giver vores kunder fordele i deres dagligdag. Det vigtigste er at gøre den slags komplekse og avancerede systemer lette at gå til for alle, også når man sidder bag rattet. Leverancer direkte til bilen er kun et første eksempel,” slutter Klas Bendrik.
    Få varer, du køber online, leveret til din bil. Volvo viser noget af det, der er muligt når biler har adgang til cloudbaserede tjenester via ejerens smartphone.
    Tilbage