Nyheder & Presse
  • Volvo 480 ES - første forhjulstrukne Volvo fylder 25

    11-10-2010
    I dag er alle Volvo'er enten forhjuls- eller firehjulstrukne. Sådan var det ikke i 1985. Lige siden starten i 1927, havde den svenske fabrik produceret baghjulstrukne biler, men den 15. oktober 1985 offentliggjorde man et billede af den første serieprodu-cerede, forhjulstrukne Volvo - 480 ES. Det blev starten på en ny, teknisk æra, og fra 1998 var det helt slut med de baghjulstrukne Volvo'er. Historien starter i "rummet"...

    Galaxy
    480 ES var resultatet af et strategisk produktplanlægningsprojekt. Projektet fokuserede på fremtidige Volvo-biler og fik navnet Galaxy. Det indeholdt adskillige forslag til afløsere for 340/360, 240 og 740/760 modellerne i et langsigtet perspektiv og resulterede i 400 og 850 serierne, hvor Göteborg var centrum for de store biler og det hollandske selskab, Volvo Car B.V., for de mere kompakte modeller.

    Volvo 480 ES var den første i en helt ny generation af biler fra Volvo-fabrikken i Holland. Det var ikke bare det tekniske layout med forhjulstræk, der adskilte 480 fra andre Volvo'er; også den mere dristige kileform var ny. En 2 + 2 personers bil med bagende som en herregårdsvogn og bagklap i glas. Forlygterne var af pop-up typen og den klassiske Volvo-grill med den diagonale liste var nærmest kun antydet, placeret som den var under den forreste kofanger. Det var en hollænder ved navn John De Vries, der var ansvarlig for eksteriøret, mens britiske Peter Horbury stod for interiøret. Sidstnævnte har siden overtaget posten som designdirektør hos Volvo Cars. I to omgange, for at være helt præcis.

    Smart og velkørende
    480 ES havde sin officielle debut på biludstillingen i Geneve. Ikke alene var den smart at se på, den var også sjov at køre med dynamiske egenskaber, der matchede det sportslige udseende. Og det på trods af beskedne 109 hk. Motoren var på 1.7 liter med elektronisk brændstofindsprøjtning. I 480 var den tværstillet - en anden Volvo-nyhed - og trak forhjulene via en femtrins gearkasse. Den måde at designe en bil på - med en kompakt drivline foran, hvilket giver masser af plads til de kørende i kabinen - var ny hos Volvo, men bredte sig snart til hele produktprogrammet.

    Volvo 480 var veludstyret i standardudgaven, hvor den var fuld af praktiske og personlige løsninger. Mange  elektronisk styrede.

    Turbo i 1988
    I modelår 1988 kom en turbovariant til. Volvo 480 Turbo havde en elektronisk styret turbolader med intercooler, som øgede ydelsen til 120 hk og præsterede en tophastighed over 200 km/timen. I 1993 blev den normale sugemotor ændret til 2.0 liter med 110 hk og langt bedre drejningsmoment.

    En cabriolet blev vist som prototype på biludstillingen i Geneve 1990, men den kom aldrig i produktion. Der blev bygget to prototyper, som begge har overlevet og står udstillet på Volvo Museum i Göteborg. Yderligere et par designstudier, bl.a. en targatop og en fastback, blev bygget, også de er gemt for eftertiden.

    Af forskellige grunde blev en planlagt introduktion af 480 i USA aldrig ført ud i livet. En af årsagerne var ES-variantens beskedne ydelse. Men ES medvirkede til, at Volvo nåede de salgstal, man forventede fra starten og den banede vej for flere 400-modeller. I årene 1985-1995 blev der produceret i alt 76.375 eksemplarer af Volvo 480, som blev solgt i Europa.

    Den sidste 480 trillede af samlebåndet i Born, Holland, samtidig med, at den nye S40 blev introduceret, den 7. september 1995, og en ny generation tog over.
    I dag er alle Volvo'er enten forhjuls- eller firehjulstrukne. Sådan var det ikke i 1985.
    Tilbage