Volvo Cars' historie
  • Volvo foretager milliardinvestering i projekter og anlæg i Sverige

    03-12-2012
    Volvo Car Group's position som uafhængig bilproducent med basis i Sverige forstærkes nu med en milliardinvestering i SPA (Scalable Product Architecture) og VEA (Volvo Engine Architecture). Størstedelen af de to projekter skal gennemføres i Sverige, hvor der bliver tale om en af landets største industrielle investeringer til dato.

    SPA (Scalable Product Architecture) er en fleksibel, skalerbar produktarkitektur, der, fordi den er størrelsesuafhængig, omfatter de fleste af Volvo's fremtidige bilmodeller. Der er tale om et produktprogram bestående af fælles moduler og skalerbare systemer og komponenter, alle fremstillet i et fleksibelt produktionssystem. Parallelt med SPA udvikler Volvo en helt ny, firecylindret motorfamilie - VEA (Volvo Engine Architecture). Motorerne skal bygges på Volvo's motorfabrik i Skövde, og alle drivliner incl. hybrid-drivliner, skal samles på Torlanda-fabrikken i Göteborg.

    "Næsten halvdelen af den store investering, der er på knap 75 milliarder kroner, og som foretages i årene 2011 til 2015, skal bruges i Sverige til den nye arkitektur og motorfamilie. Det er et klart bevis på Volvos beslutning om at styrke virksomhedens position som svensk bilproducent med global gennemslagskraft," fastslår Håkan Samuelsson, administrerende direktør og koncernchef for Volvo Car Group.

    "SPA og VEA gør vores biler mere attraktive på alle områder - design, køreglæde og kvalitet helt ned i mindste detalje - og så sætter vi selvfølgelig samtidig streg under vores kerneværdier, som er sikkerhed og miljøhensyn," fortsætter Håkan Samuelsson.

    Større produktionskapacitet i Sverige
    Henved en tredjedel af investeringerne i Sverige skal bruges til at udvide og opgradere Volvo's svenske produktionsanlæg. En betragtelig sum investeres i opførelsen af en ny karrosserifabrik i Torslanda, som står færdig i løbet af andet halvår 2013.

    Foruden Torslanda bliver der også foretaget betragtelige investeringer i karrosserifabrikken i Olofström, som skal ombygges for at kunne håndtere de nye bilmodeller, der er resultatet af den nye arkitektur. Også på motorfabrikken i Skövde sker der store forandringer, inden produktionen starter af den helt nye, firecylindrede motorfamilie.

    Teknologisk uafhængig og med større konkurrencekraft
    Der investeres endvidere i produktudvikling i Sverige, hvor arbejdet med den nye arkitektur og motorfamilie foregår i Volvo's udviklingscenter i Torslanda, Göteborg.

    "SPA gør os teknologisk uafhængige uden forbindelse til vores tidligere ejer. Den nye arkitektur dækker omkring to tredjedele af vores salg. 40 procent af alle komponenter er fælles for alle bilmodeller uanset størrelse, hvilket giver stordriftsfordele og dermed større konkurrencekraft," forklarer Peter Mertens, direktør i Volvo's afdeling for forskning og udvikling.

    "Med lavere udviklingsomkostninger og komponenter, der er fælles for alle vores modeller, bliver der større kapacitet til at fokusere på de individuelle detaljer, som er så vigtige for vores kunder," slutter Peter Mertens..

    Den første bilmodel, der bygger på den nye arkitektur, er den næste generation af Volvo XC90, som bliver introduceret i slutningen af 2014.
    Volvo Car Group's position som uafhængig bilproducent med basis i Sverige forstærkes nu med en milliardinvestering i SPA (Scalable Product Architecture) og VEA (Volvo Engine Architecture). Størstedelen af de to projekter skal gennemføres i Sverige, hvor der bliver tale om en af landets største industrielle investeringer til dato.
    Tilbage