Volvo Cars' historie
  • Nye Volvo S60, V60 og XC60 R-Design

    27-03-2013
    Dynamisk design og sportslige køreegenskaber eventuelt krydret med Polestar performance. De nye R-Design udgaver af Volvo S60, V60 og XC60 er en unik kombination af skarp, sportslig udstråling, et chassis med fokus på dynamiske køreegenskaber og - hvis man tilkøber Polestar Performance - motorydelse op til 329 hk.

    "Volvo's R-Design modeller henvender sig til aktive bilister, der samtidig forstår at værdsætte udsøgt håndværk. I de nye S60, V60 og XC60 R-Design har vi finpudset detaljerne og derved løftet disse populære modellers visuelle gennemslagskraft," siger Doug Speck, Senior Vice Presedent Marketing, Sales and Customer Service hos Volvo Car Group.

    "S60 eller V60 R-design med sænket R-design undervogn, T6 motor og mulighed for 19" hjul rammer alle de rigtige toner. Bare prøv at lade de ultra-komfortable sportssæder omfavne dig samtidig med, at du fortaber dig i den intense køreoplevelse," tilføjer Doug Speck.

    Unik ny front
    Alle tre R-Design biler - også XC60 - har nu et unikt udseende med en nydesignet, dynamisk og udtryksfuld front. Den rammeløse kølergrill i Tech Matt Black har sorte, højglansstriber, en diagonal i Silk Metal og et raffineret R-Design emblem. DRL lygter i de yderste hjørner forstærker det lave indtryk.

    "Hjulhusene foran er designet, så de understreger bilens sportslige aura. Kofangerens afrundede ender, bøjer sig om de dynamiske Ixion hjul, som nu kan fås i en nydesignet 19" udgave til S60/V60 og 20" til XC60," siger Fedde Talsma, Design Director, Exterior.

    Bagpå flankeres den unikke diffuser med fender af runde, high tech R-Design afgangsrør.

    Ny generation R-Design interiør
    Det nye sportssæde er standard i R-Design modellerne. Sædet kombinerer sort nubuck-tekstil og perforeret læder. Det påsyede R-Design logo med et blåt "R" bekræfter den sportslige udstråling. Sæder helt i læder kan fås som tilvalg.

    "Med fremragende sidestøtte hele vejen fra lår til skulder yder det nye sportssæde et perfekt bidrag til den fornemmelse af at have fuld kontrol over sin kørsel, som er et must for aktive, entusiastiske bilister. Samtidig holder sædet den komfort i hævd, der har været en Volvo-tradition i årtier," siger Doug Speck.

    Den digitale instrumentering giver mulighed for at skifte mellem tre layout med forskellig opbygning og funktion: Elegance, Eco og Performance. I R-Design udgaverne har Elegance temaet en lysende blå farve.

    Designteamet har viet stor opmærksomhed til alle de detaljer indvendig, der understreger den specielle R-Design.

    "Ved at mikse perforerede indlæg, sort læder og kontrastsyninger har designteamet skabt et interiør, hvor alle detaljer er i perfekt harmoni og hvor det sorte loft sætter prikken over i'et. Det nye dørpanel i rustfrit stål med et klart, blåt "R" i R-Design emblemet er en anden udsøgt detalje," fortsætter Doug Speck.

    Sportslige køreegenskaber med op til 329 hk
    R-Design kan kombineres med et udvalg af de samme motorer, som fås til standardversionerne. Programmet indeholder både diesel- og benzinmotorer alt afhængig af model. Top præstationen får man fra den sekscylindrede 3,0 liter benzinturbomotor med 304 hk og 440 Nm drejningsmoment.

    Køber man T6eren, kan ydelsen bringes helt op på 329 hk og 480 Nm drejningsmoment ved at supplere med Polestar softwaren.

    Accelererer hurtigere
    Som ekstraudstyr kan man tilkøbe en gearskiftefunktion ved rattet, og når man anvender den med automatgearkassen i Sport-indstilling, er accelerationstiden i T6-versionen af alle tre modeller reduceret, og så kan 0 til 100 km/timen i Volvo S60 nu klares på 5,9 sekunder (tidligere 6,1). Tilsvarende tal for V60 T6 er 6,0 sekunder (6,2) og for XC60 T6 6,9 sekunder (7,3).

    Lavere og mere fast chassis
    R-Design Sport chassiset er sænket 15 mm sammenlignet med Dynamic, som er standard i S60 og V60, ligesom fjedrene er 15 procent mere stive. Det giver en kontant og velkontrolleret reaktion.

    "Køreoplevelsen skal være så afbalanceret, at den forstærker dynamikken uden, at chassiset bliver for 'råt'. Hvis chassiset er for fast, bliver selv små ujævnheder i vejbanen ubehagelige. Vi stiler efter en sportslig og samtidig luksuriøs følelse," siger Peter Mertens, Senior Vice President Research and Development, hos Volvo Car Group.

    Monotube dæmpere
    S60 og V60 R-Design er udstyret med monotube dæmpere, der leverer kompression og returdæmpning via samme ventil. Det giver kortere og hurtigere væskegennemstrømning, hvilket betyder, at dæmperen reagerer hurtigere.

    Stivere bøsninger modvirker oscillation, og krængning og bevægelser er mere kontrollerede. Bøsningerne på de bageste støddæmpere er 20 procent stivere end på Dynamic chassiset. For at modvirke rystelser i hjulene er de forreste bærearmsbøsninger hele 400 procent stivere.

    En tårnstiver under motorhjelmen forbinder støddæmpertårnene, hvorved karrosseristrukturen bliver fastere.

    Også XC60 R-Design chassiset er mere stift end standardbilens, ligesom det giver mere dynamiske køreegenskaber. Dog uden at sætte kørekomforten over styr. Støddæmpernes fjedre og krængningsstabilisatorer er optimerede, så de er fastere og bedre afbalancerede. Resultet er mere velkontrolleret, sportslig kørsel.

    Corner Traction Control
    Som i standardbilerne bakkes R-Design-varianterne op af en række elektroniske systemer, der skærper den sportslige fornemmelse.

    Corner Traction Control, som gør kurvekørsel mere smidig ved hjælp af torque vectoring, er nu også standard på XC60. DSTC (Dynamic Stability and Traction Control) har flere andre funktioner, der forbedrer køre- og sikkerhedsegenskaberne, f.eks.:

    - Advanced Stability Control. Ved hjælp af en gyroskopisk overrulningssensor kan anti-spind systemet udløses hurtigere og med større præcision.

    - Engine Drag Control forhindrer hjulene i at miste vejgrebet under motoropbremsning og på glatte overflader

    - DSTC systemet har nu også en sportsindstilling, der gør det muligt for føreren at frakoble anti-spind funktionen.

    Førerorienteret tilgang
    Volvo regner med, at omkring 10 procent af kunderne på verdensplan vælger R-Design-udgaven af S60, V60 og XC60, men på visse markeder, f.eks. Storbritannien og Australien, forventer man en stigning til over 30 procent. I Danmark vælger blot 1-2 procent af kunderne R-Design, men den danske Volvo-importør har en ny prisstrategi i støbeskeen, der fra maj måned 2013 forventes at stimulere salget.

    "Over halvdelen af de kunder, der køber R-Design i dag, kommer fra andre mærker. Derfor er disse biler i høj grad med til at sænke gennemsnitsalderen for vores kunder," slutter Doug Speck.
    Dynamisk design og sportslige køreegenskaber eventuelt krydret med Polestar performance. De nye R-Design udgaver af Volvo S60, V60 og XC60 er en unik kombination af skarp, sportslig udstråling, et chassis med fokus på dynamiske køreegenskaber og - hvis man tilkøber Polestar Performance - motorydelse op til 329 hk.
    Tilbage