Volvo Cars' historie
  • Volvo sætter skub i udviklingen af el-biler

    23-04-2013
    Fra 0 til 70 km/timen på 5,9 sekunder og fuldt opladet på 1,5 time. De første el-biler, der er resultatet af et strategisk samarbejde mellem Volvo og Siemens, indfrier Volvo's løfter om hurtigere acceleration og større fleksibilitet.

    Inden for få måneder kører og vurderer europæiske leasingkunder en opgraderet demoflåde bestående af 100 Volvo C30 el-biler. I takt med at Volvo udvikler fremtidige biler, kan de nødvendige teknologiske løsninger integreres i hele el-programmet. Den nye Siemens motor har en topydelse på 89 kW (120 hk), et drejningsmoment på 250 Nm med acceleration fra 0 til 70 km/timen på 5,9 sekunder.

    "Vores nyudviklede kviklader gør den daglige brug af bilen meget nemmere. Omkostningerne ved at eje en el-bil falder drastisk, fordi kunden nu kan køre mange billige kilometer hver dag. En hurtig, 10-minutters opladning giver strøm nok til 20 kilometers kørsel," forklarer Lennart Stegland, chef for Electric Propulsion Systems hos Volvo Car Group.

    Siemens er hovedleverandør af el-drifts komponenter til drivlinerne i Volvo's kommende Scalable Product Architecture (SPA) platform, som muliggør elektrificering på alle niveauer - fra forskellige typer hybridbiler til rene el-biler. Og uden at stjæle plads fra hverken interiør eller bagagerum.

    Verdensnyhed
    Den nye 22 kW kviklader er verdens første indbyggede lader, som er baseret på 3-faset forsyning, og som samtidig er lille nok til at kunne monteres i en el-bil. I et 3-faset udtag tager det 1,5 time (samlet rækkevidde 164 km i.h.t. NEDC certificeret kørecyklus). I en almindelig, 1-faset, 230 W husholdningskontakt tager det 8-10 timer.

    "Vi er stolte over at have frembragt denne unikke løsning. Kortere opladningstid gør en el-bil mere fleksibel, og vi har taget et vigtigt skridt hen imod at gøre denne biltype mere attraktiv for både privatpersoner og virksomheder," siger Lennart Stegland.

    Flåden af opgraderede Volvo C30 el-biler har samme høje kvalitets- og sikkerhedsstandarder som alle andre Volvo-biler, og det gælder også de dynamiske køreegenskaber og klimaet i kabinen uanset vejrforholdene udenfor. Driftsomkostningerne er væsentligt lavere end i almindelige biler - man sparer op til to tredjedel afhængig af brændstofpriserne.

    "Hos Volvo koncentrerer vi os om mennesket, når vi udvikler biler - det har vi altid gjort. Samme fokus og dedikation, der har frembragt sikkerhedsløsninger i verdensklasse, er nu rettet mod at producere dynamiske, intuitive og fleksible el-biler," tilføjer Stegland.

    Volvo Car Group og Siemens indgik et strategisk partnerskab i august 2011. Formålet var at blive spydspids inden for udvikling af el-biler.

    "Vores mål er at være først med den nyeste teknologi til el-drift. Den nye flåde af C30 el-biler giver os løbende feedback om teknologi og funktion i takt med, at vi nærmer os en fremtidig serieproduktion," slutter Lennart Stegland.
    Fra 0 til 70 km/t på 5,9 sekunder og fuldt opladet på 1,5 time. De første el-biler, der er resultatet af et strategisk samarbejde mellem Volvo og Siemens, indfrier Volvo's løfter om hurtigere acceleration og større fleksibilitet.
    Tilbage