Fremtid

En dag i livet, 2047

Vi er i 2047. Selvkørende biler har revolutioneret vores liv. Kom med på en tur ind i fremtiden og se, hvordan selvkørende biler kan gøre livet bedre.

BILL DUNN, APRIL 2017

       

"Godmorgen, Maja".
"God morgen, Hus".
"Maja, du har en aftale i Danmark kl. 9".
"Nå ja. Hus, vil du skænke mig en kop kaffe og sørge for en bil udenfor om 15 minutter?".
Jeg kan høre, at Huset tænder for espressomaskinen i køkkenet. Ti minutter senere er jeg klædt på og nipper til en kop frisk kaffe. Jeg åbner frakkeskabet.
"Det er koldt udenfor, Maja, kun 3° C. Klæd dig varmt på".
 

Jeg går ud af lejligheden. Det er en frisk, solrig februarmorgen. Jeg er sikker på, at hvis nogen fra for 30 år siden så denne gade i en Malmø-forstad, så ville de synes, det var ret vildt. Fortovet er seks meter bredt i begge sider, og vejen er ca. fem. Mennesker prioriteres højest.
 

Jeg er 28 år - og gammel nok til at huske bilerne med forbrændingsmotor drøne af sted i myldretiden, da jeg var en lille pige. Og lugten. Det eneste, jeg hører i dag, er små kvidrelyde fra bilerne, når de kører i beboelsesområder, og de lokale børns hockeyspil på gaden. Forældrene har ikke noget imod det, fordi de eneste biler, der kører her, er "pods" og "autos" - autonome førere - så gaden er meget sikker. Jeg vinker til min nabo Lucas, der er ved at pudse sin veteranbil V90 fra 2017. Han bor i et af de ældre huse med garage, og det er heldigt, for han elsker biler. Lucas elsker at køre, men jeg foretrækker at blive kørt. Så kan jeg bruge køretiden, som jeg vil.
 

       

Min bil holder udenfor nu, med et hologram af mit navn, der ruller over vinduet. Jeg skal køre mere end 20 km, så Hus har bestilt en af de større, langdistance Volvo-modeller. Den ser meget anderledes ud end den første Volvo, som blev fremstillet for 120 år siden, men de har samme formål - at give folk mere frihed. Hvis jeg bare skulle til mit kontor midt i Malmø, ville jeg tage en pod - en af de mindre elbiler, der suser rundt i gaderne som rickshaws og nogle gange samles for at danne "caterpillars" til større begivenheder som koncerter eller fodboldkampe.
 

Bilen genkender min telefon. Døren åbner, og jeg sætter mig ind.
"Godmorgen, Maja", siger bilen. "Turen til Louisiana i Humlebæk er på 92,8 km. Der vil blive hævet 100 kroner på din konto. Rejsetiden er 39 min.".
 

Vi tager af sted, og kort efter kører vi forbi et af de automatiske parkeringshuse uden for byen, en 200m lang, to-etagers hangar, hvor bilerne kører hen, når efterspørgslen er lav, for at blive genopladet og repareret. "Hvor de sover", som min lille niece siger. Vi har fundet nogle spændende anvendelsesformål til de gamle parkeringspladser i byen. Parkeringspladsen udenfor min lokale IKEA er blevet en taiga - en skov med planter og træer fra polarcirklen. Jeg er faktisk blevet væk der et par gange. Det er utroligt, så meget byen har ændret sig gennem årene. I dag sker udstykning og bebyggelse med mennesker, ikke biler, i tankerne.
 

"Maja, du kan nå at se den nyeste Wallpaper-webcast. Skal den tændes nu?", spørger bilen.
"Nej tak, Bil. Jeg er nødt til at arbejde". Mens vi stille kører gennem byen og videre til Øresundsbron®, gennemlæser jeg hurtigt nyhederne på head-up-displayet. Så tager jeg mine VR-briller på og ser en gennemgang af et galleri for at sikre mig, at jeg er klar til min præsentation, og jeg skriver nogle ekstra notater på min tablet.
 

"Bilulykker er i dag så sjældne, at de skaber overskrifter. De fleste køretøjer er selvkørende, det meste af tiden. Der er langt færre førere, som bliver trætte eller distraherede, ikke er opmærksomme eller simpelthen træffer en dårlig beslutning".

Øresundsbron®

Jeg ville næsten ønske, at jeg skulle tilbringe mere tid i bilen. Man kan nå så meget i bilen. Turen plejede at tage min far op til to timer i myldretiden, og endnu mere hvis der var sket en ulykke. Og han var bare nødt til at sidde der. Bilulykker er i dag så sjældne, at de skaber overskrifter. De fleste køretøjer er selvkørende, det meste af tiden. Der er langt færre førere, som bliver trætte eller distraherede, ikke er opmærksomme eller simpelthen træffer en dårlig beslutning.
 

Nu flyder trafikken bare. På broen slutter min bil sig til et "biltog" med omkring ti andre køretøjer, der alle kører 200 km/t, 50 cm fra hinanden. Alle køretøjer kører autonomt og er forbundet via skyen, så det er en utrolig sikker og effektiv måde at rejse på. Snart er vi kommet ubesværet gennem København. Da vi er tidligt på den, skifter jeg rute og bestiller vej 152, som er den danske kystvej, i stedet for den hurtigere E42. Jeg ser solen funkle over Øresund.
 

Bilen sætter mig af foran kunstmuseets dør.
"Skal jeg vente?" spørger den.
"Nej tak, jeg spiser nok frokost her og går derefter en tur".
"OK, Maja. På gensyn. Og held og lykke med præsentationen".
 

De teknologi- og mobilitetsløsninger, der præsenteres i denne historie, er fiktive og fås ikke på nogen nuværende Volvo Cars serieproducerede modeller.

Vi skaber fremtiden