Begrænsninger for Aktiv parkeringshjælp*

Funktionen aktiv parkeringshjælp (PAP1) kan ikke registrere alt i alle situationer og kan derfor have begrænset funktion.

Følgende er eksempler på begrænsninger for Aktiv parkeringshjælp, som føreren bør være opmærksom på.

 Advarsel

  • Parkeringssensorerne har blinde vinkler, hvor de ikke kan registrere forhindringer.
  • Vær særlig opmærksom på mennesker og dyr, der befinder sig i nærheden af bilen.
  • Vær opmærksom på, at bilens front under parkeringsmanøvren kan svinge ud mod modkørende trafik.
  • Genstande/forhindringer kan være tættere på bilen, end de ser ud på billedskærmen.

 Vigtigt

Genstande, der befinder sig højere end sensorernes registreringsområde, inkluderes ikke, når parkeringsmanøvren beregnes, hvilket kan medføre, at funktionen svinger for tidligt ind i parkeringsbåsen. Derfor bør sådanne parkeringsbåse undgås.

Parkering afbrydes

En parkeringssekvens afbrydes:
  • hvis føreren bevæger rattet
  • hvis bilen kører for hurtigt - over 7 km/t (4 mph)
  • hvis føreren trykker på Annullér på midterdisplayet
  • ved indgreb af blokeringsfri bremser eller den elektroniske stabilitetskontrol, f.eks. hvis et hjul mister trækkraft i glat føre
  • når servostyringen for hastighedsafhængig ratmodstand arbejder ved reduceret effekt - f.eks. ved køling på grund af overophedning.
  • når parkeringsfølerne under igangværende parkering registrerer et køretøj eller en fodgænger inden for den tænkte kørselsvej foran eller bag bilen, bremses bilen automatisk til standsning.

En meddelelse på midterdisplayet informerer i så fald om, hvorfor parkeringssekvensen blev afbrudt.

 Vigtigt

Under visse omstændigheder kan funktionen ikke finde parkeringsbåse. En årsag kan være, at sensorerne forstyrres af eksterne lydkilder, der udsender de samme ultralydsfrekvenser, som systemet arbejder med.

Eksempler på sådanne kilder er bl.a. horn, våde dæk på asfalt, pneumatiske bremser, udstødningslyde fra motorcykler mv.

 Note

Snavs, is og sne, der dækker sensorerne, reducerer funktionen og kan forhindre måling.

Førerens ansvar

Føreren skal huske på, at funktionen er et hjælpemiddel – ikke en ufejlbarlig fuldautomatisk funktion. Derfor skal føreren være parat til at afbryde en parkering.

Der er også nogle detaljer at overveje i forbindelse med parkering, f.eks.:
  • Føreren er altid ansvarlig for vurdering af, om den plads, som funktionen tilbyder, er velegnet til parkering.
  • Brug ikke funktionen, hvis der er monteret snekæder eller reservehjul.
  • Brug ikke funktionen, hvis lastede genstande stikker uden for bilen.
  • Kraftig regn eller sne kan forårsage, at parkeringsbåsen ikke måles på en korrekt måde.
  • Under søgning og kontrolmåling af parkeringsplads kan funktionen overse objekter, der er placeret langt inde på en plads.
  • Parkeringsbåse i smalle gader kan ikke altid tilbydes, da der måske ikke er tilstrækkelig plads til manøvrering.
  • Brug godkendte dæk2 med korrekt dæktryk - det påvirker funktionens evne til at parkere.
  • Funktionen er baseret på placeringen af de køretøjer, der er parkeret på den aktuelle plads – hvis de er placeret uhensigtsmæssigt, kan f.eks. bilens dæk og fælge blive beskadiget mod kantsten.
  • Vinkelrette parkeringsbåse kan blive overset eller tilbydes unødigt, hvis en parkeret bil rager mere ud end de andre parkerede biler.
  • Funktionen er beregnet til parkering på lige gader – ikke i skarpe kurver eller sving. Bilen skal derfor stå parallelt med aktuelle parkeringsbåse, når funktionen måler pladsen.
  1. * Ekstraudstyr/tilbehør.
  2. 1 Park Assist Pilot
  3. 2 Med "godkendte dæk" menes dæk af samme type og fabrikat, som var monteret originalt ved levering fra fabrik.