Nyheder & Presse
  • To-i-én – Volvo Duett runder 60

    01-07-2013
    Den 4. juli 2013 er det 60 år siden, Volvo Duett så dagens lys – Volvo’s første serieproducerede herregårdsvogn og starten på svenskernes stolte tradition på området.

    I 1944 blev den rundryggede, kompakte PV444 vist første gang. Det var bilen, der ændrede Volvo fra at være en relativt lille, svensk bilproducent til at blive en anerkendt spiller på den internationale bilarena. 444 blev sat i produktion i 1947 samtidig med, at det stod mere og mere klart, at der ikke blot var efterspørgsel efter personbiler, men også efter små varevogne til forskellige behov. På det tidspunkt havde Volvo intet at tilbyde på området, eftersom PV444’s konstruktion ikke egnede sig til opbygning. Det var nødvendigt med en varevognsudgave af PV med et let, men stærk chassisramme.

    Produktionen af dette chassis startede i sommeren 1949. Størrelsen og prisen var den samme som for PV444, og den så ligesådan ud, eftersom forskærme og motorhjelm kom direkte fra 444. 445 adskilte sig dog fra 444 i kraft af en kølergrill med fem vandrette kromlister i stedet for fire. Nyttelasten var lige over 500 kg afhængig af karrosseriversion. En pickup var lettere og havde større nyttelast end en tungere varevogn. Men de bilister, som brugte 445 dagligt, opdagede snart, at bilen kunne transportere meget mere, end den officielt var godkendt til.

    Den lille, firecylindrede, 1,4 liter OHV motor med 40 hk var stærk nok til bykørsel. Lav gearing gav god acceleration, men betød, at bilen larmede og var tørstig ved højere hastigheder på længere ture. Mekanik og andet udstyr kom fra PV444, bortset fra bagakslen, som bestod af to meget stive, enkelte bladfjedre i stedet for 444’s mere komfortable spiralfjedre.

    445 blev leveret som kørbart chassis uden karrosseri bag førersædet. Opbygningen foregik hos 30 forskellige karrosseriopbyggere rundt om i Sverige, der tilbød forskellige opbygninger på Volvo-chassiser. De fleste af disse karrosserier var varevogne og pickup’er, men en håndfuld blev bygget med cabriolet-karrosserier, og nogle endte som herregårdsvogne.

    For det meste var disse biler enkle. Varevogne og ambulancer havde træramme med paneler i pladestål ligesom pickup’ernes førerhuse. Der blev kun monteret meget få karrosserier og førerhuse helt i stål på 445, mest fordi det var dyrere og tog længere tid. Indvendig var disse biler mere praktiske og alsidige, end de var komfortable. Hygge var der ikke meget af. Det var op til føreren selv at skabe en indbydende og komfortabel arbejdsplads, men det var præcis det, 445 var for brugerne – en arbejdsplads.

    ”Vores egen varevogn”
    Efter at have sendt 445 chassiser på markedet nogle år, indså Volvo, at de robuste og holdbare, små slidere ikke blev erstattet af nye eller skrottet i det tempo, Volvo havde forventet. De var simpelthen for gode. I starten af 1952 holdt der 1.500 usolgte 445 chassiser uden for fabrikken, biler, der burde have været solgt, og det irriterede Volvo-direktør Assar Gabrielsson. Tillige begyndte flere og flere bilproducenter at tilbyde deres egne, fabriksproducerede vare- og herregårdsvogne, så det var hårde tider for karrosseriopbyggerne. Ikke desto mindre skulle 445’erne sælges, og hvorfor overlade det til en ekstern karrosserileverandør at gøre dem attraktive.

    ”Byg vores egen Volvo-varevogn!”var Gabrielssons besked, og dermed kom Volvo Duett til verden. Volvo’s første vare-/herregårdsvogn.. Den unge ingeniør Erik Skoog og hans lille team gav sig straks i kast med opgaven. De designede et alsidigt karrosseri til 445 chassiset, som transporterede personer og bagage lige godt. Han bestilte de nødvendige værktøjer, og mindre end 15 måneder senere – den 4. Juli 1953 – blev den første 445 ”Duett” leveret til sin ivrigt ventende kunde, Volvo-direktør Assar Gabrielsson.

    Det meste af udviklingsarbejdet med Duett blev udført på Volvo’s fabrik i Olofstrøm. Også karrosserierne blev fremstillet der. Det afsluttende samlearbejde foregik på Volvo’s Lundby fabrik i Göteborg.

    Med Duett kunne Volvo tilbyde både varevogne og lidt mere luksusprægede versioner til familiebrug mere end arbejdsbrug. Samtidig var det meningen, at Duett skulle tjene som to biler: én til arbejdsbrug i ugens løb og én til fritidsturene i weekenden. Deraf navnet Duett, to biler i én.

    Som forgængeren kunne også Duett leveres som nøgent chassis til alternativ karrosseriopbygning, men disse versioner blev der længere og længere imellem. Den praktiske og rummelige standardudgave af Duett – med eller uden sideruder – kunne klare de fleste små og mellemstore transportopgaver. Den var det perfekte valg til den lille forretningsdrivende.

    Duett nåede at blive en legende i sin egen levetid, og er i dag en af de mest populære og efterspurgte Volvo’er blandt samlere og entusiaster. Den var en sand arbejdshest, som klarede næsten alt og så ud til at holde evigt. Og så var den chamerende. Der er stadig Duett’er i daglig drift både hos private ejere og hos mindre virksomheder.

    Sidste Volvo med ramme
    De første Duett’er fik navnet 445 (som deres forgænger) tilføjet en bogstavkombination der indikerede karrosseritype og udstyrsniveau. Først i 1960, da bilen havde fået udelt forrude og firetrins gearkasse, blev navnet ændret til 210. To år senere kom også B18 motoren til. Duett var den sidste Volvo-bil, der blev bygget på en separat ramme, og på trods af løbende tekniske forbedringer bevarede den sit 1940’er look hele sin levetid.

    I det sidste produktionsår (1969) introducerede de svenske myndigheder en ny crash test lovgivning, og Volvo indså, at med et design fra 1940’erne ville Duett ikke kunne klare de nye crash test. Det fik Volvo til at stoppe produktionen, og alle 1969 Duett’er undtagen én blev eksporteret. Denne ene – den allersidste Duett – har chassisnummer 97299 og kan ses på Volvo Museum i Göteborg. Den har mørkeblå lakering med lysebrunt vinylindtræk. I alt blev der produceret lige over 97.000 Duett’er, og lægger man de separate chassiser til, bliver det til 101.492.

    Da Duett stoppede i 1969, indeholdt Volvo’s modelprogram to andre praktiske og elegante herregårdsvogne, 220 Amazon og 145. Disse biler er også blevet klassikere og stolte bærere af Volvo’s 60 år gamle tradition for herregårdsvogne.
    Den 4. juli 2013 er det 60 år siden, Volvo Duett så dagens lys – Volvo’s første serieproducerede herregårdsvogn og starten på svenskernes stolte tradition på området.
    Tilbage