Nyheder & Presse
  • Euro NCAP Advance - pris til Volvo City Safety

    04-10-2010
    Euro NCAP Advance er en pris, der gives for ny og vigtig sikkerhedsteknologi til biler. Prisen er netop uddelt for første gang på biludstillingen i Paris, hvor den gik til Volvo's City Safety system.

    "Særdeles glædeligt. Vi har altid ment, at sikkerhedssystemer bør indgå i Euro NCAP's bedømmelse", siger Thomas Broberg, sikkerhedsekspert hos Volvo Cars i Göteborg.

    Euro NCAP Advance er et supplement til Euro NCAP's nuværende bedømmelsessystem, hvor bilmodeller testes for sikkerhed i forskellige situationer, og hvor de testede biler kan tildeles maksimalt fem stjerner.

    Euro NCAP Advance bygger på bilproducenternes egne fakta, som efterfølgende analyseres af et ekspertpanel, sammensat af Euro NCAP. Kun sikkerhedssystemer til bilmodeller, der har gennemgået den oprindelige Euro NCAP test, kan komme i betragtning.

    Et skridt i den rigtige retning
    Volvo har tidligere argumenteret for, at aktive sikkerhedssystemer bør indgå i Euro NCAP's samlede bedømmelse af bilmodeller.

    "Euro NCAP Advance er helt sikkert et skridt i den rigtige retning og et godt supplement til de fysiske crash tests," fastslår Thomas Broberg, som modtog prisen på Volvo's vegne i Paris.

    Bremser automatisk
    Volvo City Safety blev præsenteret i 2008 som standard i Volvo XC60. Ved hastigheder under 30 km/timen bremser systemet automatisk bilen, hvis føreren er uopmærksom og ikke reagerer, når en forankørende pludselig stopper op eller sænker hastigheden. Påkørsler bagfra ved lave hastigheder udgør over 50 procent af alle kollisioner. Ved hastigheder under 15 km/timen kan City Safety helt forhindre en kollision og mellem 15 og 30 km/timen sænke hastigheden og dermed mildne konsekvenserne af et uheld.

    Volvo City Safety har fået stor opmærksomhed såvel som en række priser, bl.a. Paul Pietsch Award af det tyske motormagasin Auto Motor und Sport, Best Safety Choice af det spanske sikkerhedsinstitut Centro Zaragoza og den amerikanske Traffic Safety Achievement Award.

    Læs mere på www.euroncap.com

    Euro NCAP Advance er en pris, der gives for ny og vigtig sikkerhedsteknologi til biler.
    Tilbage