Begrænsninger for Pilot Assist

Pilot Assist kan have begrænset funktionalitet i nogle situationer.

Funktionen Pilot Assist er et hjælpemiddel, der kan lette og hjælpe føreren i mange situationer. Men føreren er til enhver tid fuldt ansvarlig for, at der holdes en sikker afstand til omgivelserne, og at korrekt position i kørebanen er sikret.

 Advarsel

I visse situationer kan Pilot Assist styreassistance have vanskeligt ved at hjælpe føreren på rette måde eller automatisk slås fra. I givet fald anbefales det, at Pilot Assist ikke bruges. Eksempler på sådanne situationer:
  • vognbanemarkeringerne er slidte, mangler eller krydser hinanden.
  • vognbaneinddelingen er uklar, f.eks. når vognbanerne opdeles eller flettes, ved frakørsler, eller hvis der er flere sæt vejmarkeringer.
  • der er kanter eller andre linjer end vognbanemarkeringer på eller i nærheden af vejbanen, f.eks. kantsten, overgange eller reparationer i vejbanens overflade, kanter på barrierer, vejkanter eller skarpe skygger.
  • vognbanen er smal eller buet.
  • vognbanen indeholder kroner eller fordybninger.
  • det er dårligt vejr med regn, sne, tåge eller sjap eller nedsat sigtbarhed med dårlige lysforhold, modlys, våd vejbane osv.
Føreren skal også være opmærksom på, at Pilot Assist har følgende begrænsninger:
  • Høje kantsten, barrierer, midlertidigt opsatte forhindringer (kegler, barrierer osv.) registreres ikke. De kan eventuelt blive registreret forkert som vognbanemarkeringer og derved medføre risiko for, at bilen kommer i kontakt med disse forhindringer. Føreren skal selv sikre sig, at bilen har en passende afstand til de pågældende forhindringer.
  • Kamera- og radarsensoren har ikke kapacitet til at registrere alle eksisterende genstande og forhindringer i trafikmiljøet, f.eks. huller i vejbanen, stationære forhindringer eller genstande, som helt eller delvist blokerer ruten.
  • Pilot Assist ”ser” ikke fodgængere, dyr mv.
  • Funktionens anbefalede styreindgreb er begrænset i styrke, hvilket betyder, at den ikke altid kan hjælpe føreren med at styre og holde bilen i vognbanen.
  • I biler, der er udstyret med Sensus Navigation*, kan funktionen anvende information fra kortdata, hvilket kan medføre varieret ydeevne.
  • Pilot Assist slås fra, hvis servostyringen for hastighedsafhængig ratmodstand arbejder med reduceret effekt - f.eks. ved køling på grund af overophedning.

Føreren har altid mulighed for at rette eller justere den aktuelle styreindgriben fra Pilot Assist, og selv dreje knappen til den ønskede position.

Stejle veje og/eller tung last

Bemærk, at Pilot Assist primært er beregnet til brug ved kørsel på plane vejbaner. Funktionen kan have vanskeligt ved at holde den rette afstand til forankørende køretøjer under kørsel ned ad stejle bakker. Vær i givet fald ekstra agtpågivende og klar til at bremse.

  • Brug ikke Pilot Assist, hvis bilen har tung last eller en anhænger tilkoblet.

 Note

Pilot Assist kan ikke aktiveres, hvis der tilsluttes en anhænger, cykelholder eller lignende til bilens elektriske system.

Øvrigt

  • Køretilstanden Off Road kan ikke vælges, når Pilot Assist er aktiveret.

 Note

Funktionen benytter bilens kamera- og radarenheder, som har visse generelle begrænsninger.
  1. * Ekstraudstyr/tilbehør.