Volvo Car Denmark indfører 5 års garanti på fuldelektriske modeller
Volvo Car Denmark indfører nu en forlænget garantiperiode på alle sine fuldelektriske modeller: 5 år eller op til 200.000 km alt efter hvad der kommer først. Dette bliver fremadrettet fabriksgarantien, når du køber en ny fuldelektrisk Volvo i Danmark.

“Vi ønsker at gøre ejerskabet af en elbil så trygt og enkelt som muligt. Med den forlængede fabriksgaranti tilføjer vi ekstra sikkerhed til en bil, der allerede leverer på kvalitet og teknologi, og uden merpris,” siger Tobias Altehed, direktør i Volvo Car Denmark.
Garantien gælder for alle nye Volvo-elbiler, der er bestilt, solgt og leveret af en autoriseret dansk Volvo-forhandler og indregistreret fra den 14. juli 2025. Dækningen og vilkår for fabriksgarantien er de samme som hidtil – perioden er blot forlænget til 5 år eller 200.000 km fra leveringstidspunktet. Priserne på tværs af modelprogrammet er uændrede.
Volvo Cars arbejder ud fra en af de mest ambitiøse elektrificeringsstrategier i bilbranchen og arbejder målrettet mod at blive en fuldelektrisk bilproducent. I Danmark afspejler den målsætning sig allerede tydeligt i salget. Kigger vi på 2024 samlet set var 86 pct. af Volvo’s nyregistreringer på det danske marked fuldelektriske modeller. Den forlængede garanti er med til at understøtte udviklingen i en elektrisk retning og samtidig give kunderne endnu større tryghed i overgangen til en fuldelektrisk fremtid.
“Vores mål er fortsat, at vi skal sælge 100 pct. fuldelektriske modeller på det danske marked. Med vores seneste tiltag får kunderne den garanti, de kender – blot med længere varighed. Vi er sikre på, at den forlængede garanti er med til at få os endnu tættere på målet.” fastslår Tobias Altehed.
For at bibeholde den 5 års eller 200.000 km garanti skal bilen serviceres og vedligeholdes efter Volvo Cars’ forskrifter. Se vilkår og eventuelle begrænsninger på volvocars.dk.
3 hurtige…
– Garantien på Volvos fuldelektriske modeller er hævet fra 3 år eller 100.000 km til 5 år eller 200.000 km alt efter hvad der kommer først. Batterigarantien er 8 år, men dog begrænset til 160.000 km.
– Volvos nyvognsgaranti på fuldelektriske modeller følger bilen, uanset om den måtte skifte ejer og giver dig gratis reparation ved fabrikationsfejl.
– I 2022 stoppede Volvo Car Denmark salget af biler, der udelukkende kører på fossile brændstoffer. Siden da har man fokuseret på fuldelektriske- og plugin-hybridmodeller.
Læs mere om Volvo garanti
