Køretøj
City Safety™ registrerer de fleste køretøjer, der står stille eller bevæger sig i samme retning som ens eget køretøj, og køretøjer der er beskrevet i afsnittet "City Safety i krydsende trafik".
For at City Safety™ skal kunne registrere et køretøj i mørke, skal dets for- og baglygter fungere og lyse klart.
Cyklist

For at systemet skal fungere optimalt, skal den systemfunktion, der identificerer en cyklist, have så entydig information om krops- og cykelkontur som muligt. Det forudsætter mulighed for at identificere cykel, hoved, arme, skuldre, ben, over- og underkrop i kombination med et normalt menneskeligt bevægelsesmønster.
Hvis store dele af cyklistens krop og cykel ikke er synlige for funktionens kamera, kan systemet ikke registrere en cyklist.
For at funktionen skal kunne registrere en cyklist, skal cyklisten være voksen og sidde på en cykel beregnet for voksne.
Advarsel
City Safety er et hjælpemiddel.
Funktionen kan ikke registrere:
- alle cyklister i alle situationer, og ser f.eks. ikke delvist skjulte cyklister.
- cyklister i tøj, der skjuler kroppens konturer.
- cykler belæsset med større genstande.
Føreren er altid ansvarlig for, at køretøjet køres korrekt og med sikkerhedsafstand tilpasset til hastigheden.
Fodgænger

For at systemet skal fungere optimalt, skal den systemfunktion, der identificerer fodgængere, have så entydig information om kropskontur som muligt. Det forudsætter mulighed for at identificere hoved, arme, skuldre, ben, over- og underkrop i kombination med et normalt menneskeligt bevægelsesmønster.
For at en fodgænger skal registreres, kræver det en kontrast til baggrunden, hvilket kan skyldes påklædning, baggrund, vejrforhold mm. Når kontrasten er lav, kan fodgængere opdages sent eller slet ikke, hvilket kan betyde, at advarsler og bremseindgreb kommer sent eller helt udebliver.
City Safety kan registrere fodgængere i mørke ved hjælp af bilens forlygter.
Advarsel
City Safety er et hjælpemiddel, og kan ikke registrere alle fodgængere i alle situationer. Den kan f.eks. ikke se:
- delvist skjulte fodgængere, personer i tøj der skjuler kroppens konturer, eller fodgængere der er lavere end 80 cm.
- fodgængere, hvis kontrasten i forhold til fodgængerens baggrund er ringe. Advarsel og bremseindgreb kan så komme for sent eller helt udeblive.
- fodgængere der bærer på større genstande.
Føreren er altid ansvarlig for, at køretøjet køres korrekt og med sikkerhedsafstand tilpasset til hastigheden.